
For mig er yoga en vej hjem – hjem til kroppen, til åndedrættet og til det sted indeni, hvor stilheden bor. Det er herfra, jeg finder styrke, ro og klarhed. Og det er det sted, jeg inviterer dig ind i, når vi mødes på måtten.
Yogaen hjælper mig til at være mere vågen i livet. Den minder mig om at træde ud af autopiloten og vende tilbage til det, der er lige nu. Når jeg har det godt i mig selv, har jeg også mere at give til dem og det, jeg har omkring mig. På den måde bliver yoga for mig en bæredygtig måde at være menneske på.
Jeg underviser i Rasa Yoga – en levende og hjertecentreret yogastil, der forener styrke og blidhed, filosofi og praksis, krop og ånd. Vi arbejder både med klassiske stillinger (Hatha) og flydende bevægelser (Vinyasa), og vi lægger vægt på, at hver praksis har en intention – noget, der taler til hjertet.
Ordet Rasa betyder “essens”, “juice”, “smag” – det, der gør livet meningsfuldt og levende. I Rasa Yoga bruger vi mange redskaber: asanas (stillinger), åndedrætsøvelser, meditation og refleksion. Alt sammen for at støtte dig i at mærke dig selv dybere og møde verden med mere nærvær og bevidsthed.
Min egen praksis er næret af undervisning og uddannelse hos to af mine store mentorer, Hrönn og Jacqueline – begge en del af Rasa Yoga-fællesskabet omkring Sianna Sherman, hvis undervisning er fuld af liv, varme og visdom.
Mine hold er små – max. 8 deltagere – så der er ro, plads og tid til den enkelte. Jeg guider og støtter dig undervejs, og hjælper dig med at justere og finde ind i stillingerne på en måde, der passer til netop din krop. Vi er fælles om rejsen, men der er altid plads til din egen vej.